
Folk fra hele landet tog til Lejre og rejste de første 36 sten i Sagnlandets skibssætning
Sagnlandet Lejre har sat den sidste sten i dette års skibssætningsbyggeri. Det gik over al forventning og den frivillige arbejdskraft rejste 36 sten.
Folk fra hele landet deltog. De kom fra Fyn, Falster og Jylland. De kom fra Lejres mange foreninger, virksomheder og private hjem. Og de trodsede solstik og slagregn for at slæbe tonstunge sten og rejse dem i Skjoldungelandets nye monument, en 75 meter lang og 243 ton tung rekonstruktion af vikingernes skibssætning i Gl. lejre.
Næsten 100 personer gav en eller flere frivillige arbejdsdage i de tre uger, byggeriet stod på, og de fik flyttet stenene alene med tovværk, løftestænger og slæder. Folks effektive indsats oversteg Sagnlandets egne forventninger, og således rejste de dobbelt så mange sten, som planlagt. En tredjedel af skibssætningen er således rejst og står nu og knejser på bakken. En enkelt sten står stadig og driller. Den er ikke kommet helt på plads, men de frivillige stenrejsere har svoret, at de meget snart får givet den det sidste lille nøk.
De mange frivillige er enige om, at det har været en fantastisk berigende oplevelse. For en enkelt deltager var oplevelsen så stor, at han lod skibssætningen tatovere på sit ene ben.
Sagnlandet Lejre takker de mange frivillige, som har gjort en uvurderlig stor indsats. For Sagnlandet rummer monumentet allerede mange fortællinger og gode minder om slid, slæb, sol, regn, drilske huller og asymmetriske sten. Men frem for alt rummer stenene også fortællingen om en flok engagerede, frivillige mennesker i alle aldre, der gjorde arbejdet til en fantastisk sjov og givende oplevelse. Et flot eksempel på, hvad samarbejde og teamwork kan udrette.
Til næste sommer fortsætter arbejdet med at rejse skibssætningen, som skal stå færdig i 2013. Arbejdet støttes økonomisk af Nationalparkprojekt Skjoldungelandet
Læs meget mere i artiklen fra Sagnlandets Venner i Lejre's medlemsblad Ask her!








